11. november. I dag for et hundrede og fem år siden sluttede Første Verdenskrig med våbenstilstanden i Compiègne. Også i min have har jeg nedlagt våbnene - nærmere bestemt plæneklipperen, som jeg har tømt for den resterende benzin og dermed om ikke nedlagt så oplagt for vinteren. For vejret er fortsat med at være temmelig regnpræget, og der er ikke nogen realistisk udsigt til, at jeg kan slå græs mere i år, da græsplænen er blevet så blød og mudret, at maskinen bare ville synke i til akslerne. Og selv hvis det blev tørvejr fra nu af og en måned frem, er det ikke nok. For fordampningen er lille her i november, og vandet bliver hængende i plænen, som var den en svamp. Græsset er nu heller ikke længere, end at det nok skal gå endda. Tredive gange nåede jeg at slå græs i år: fra 18. april til 12. oktober.
Vi har - meget usædvanligt - stadig ikke haft nattefrost her, så georginerne er stille og roligt afblomstret uden den sædvanlige massakre. Skal man tro vejrudsigten, kommer der formentlig nattefrost om fire-fem dage, så ved den tid skal jeg have gravet knoldene op og sat til vinteropbevaring hos en nabo i haveforeningen, der har mulighed for det, mod en afgift på halvdelen af georginerne. Win-win som man siger.
Det store ahorntræ bagerst på grunden har smidt næsten alle blade, så jeg har kunnet feje taget på skuret rent som hvert år på denne tid. Undervejs lykkedes det mig at skære mig på metalkanten, som jeg satte op i det tidlige forår. Heldigvis har jeg lidt håndsprit stående i skuret til at desinficere sådanne skrammer. Det er særligt vigtigt i vinterhalvåret, når der ikke er adgang til rent vand. Af de planlagte arbejder mangler jeg alene at få flyttet en iris til en ny plads i staudebedet, men dels er jeg ikke meget for at arbejde i den gennemvåde jord, og dels står der stadig blomstrende kæmpejernurt på den nye plads, fordi vi ikke har haft frost. Jeg har også hele vinteren til at få det gjort.
Fuglene har spist solsikkernes kerner nu, så jeg har fjernet opbindingen. Solsikkerne står dog endnu, men får bare lov at vælte ved førstkommende stormvejr, hvis det er det, de vil. Gråspurvene er meget mere tillidsfulde i år end sidste år. Når jeg fylder foderhuset op hver eller hveranden dag, sidder de højst en meter fra mig og venter. Jeg er lige ved at tro, at jeg kunne få dem til at spise af hånden, hvis jeg nænnede at lade dem blive mere sultne. Kragefuglene ser heldigvis ud til at have opgivet at bryde ind i foderhuset, så jeg slipper forhåbentlig for ekstra, besværlige tiltag - som at fastsurre taget. Men de spiser stadig af foderet og skræmmer de mindre fugle væk, når jeg ikke er der. Og det kan jeg ikke gøre så meget ved ud over måske at prøve at ændre foderets sammensætning. En nabo har masser af æbler i overskud, som jeg må tage af. Dem jeg ikke spiser selv, skærer jeg over og lægger rundt om i haven; solsorte skulle være glade for æbler.
コメント