13. august. Efter den beskedne regn i sidste uge og nogle forholdsvis kølige dage er varmen hurtigt vendt tilbage. Ellers sker der ikke så meget; jeg bruger bare en masse tid hver dag på at vande. Omkring halvdelen af græsplænen er nu holdt op med at vokse pga. tørke, så græsslåningen går hurtigere. Jeg har givet haven gødning igen - for sidste gang i år.
Majsene er modne nu. En nabo har fået lov at tage de kolber hun vil, og en del lader jeg blive siddende til fuglene. Jeg vil på et tidspunkt fjerne dækbladene på kolberne, så fuglene lettere kan komme til. Blåbærrene har solsortene spist mange af, et par bakker fik jeg dog plukket.
Jordbærrene er ved at komme sig efter sommerens strabadser og sætter nu mange udløbere. Jeg vander godt mellem rækkerne, for at så mange af udløberne som muligt slår rod; for jeg skal bruge en del nye planter: dels til en ny række jordbær, dels til at erstatte en plante eller to som tidligere er gået ud pga. sygdom, og dels til at forære væk til interesserede naboer. Jeg vil tro, at udløberne er klar til udplantning sidst på måneden.
Efterafgrøden i det tidligere løgbed består af jordkløver, honningurt og boghvede. Da jeg vander det dagligt, er bedet vældig frodigt. Jordkløveren binder kvælstof nu og vil først blomstre til næste år, hvis jeg lader den stå så længe. Men honningurt og boghvede blomstrer nu, henholdsvis lyseblåt og hvidt. Så havde jeg før et Ukraine-bed, har jeg nu et Finland-bed.
Jeg har hidtil ikke turdet opbevare fuglefoder i havehuset - musene ville hurtigt gnave hul på poserne og spise af det, var jeg bange for. Så indtil nu har jeg taget lidt med hjemmefra hver eller hver anden dag. Men nu har jeg har fundet nogle pænt store metaldåser, som man kender dem fra småkager o.l., dels på det lokale loppemarked og dels i vores container til metalaffald derhjemme. Dem kan jeg bruge til at opbevare fuglefoder i, så jeg kan have et lidt større lager i haven.
Comments