2. marts. Selv om nætterne er kolde med frost, har solen fået rigtig meget magt nu. Så i denne uge, hvor der har været meget sol, er det helt behageligt at være i haven om eftermiddagen. Inde i huset er der nærmest stuetemperatur op ad dagen.
I dag monterede jeg det nye, sydvendte sternbræt. Jeg har før skrevet om, hvordan jeg købte brættet i efteråret og malede det i vinter. I går pillede jeg det gamle bræt ned. Jeg fik skrabet mange lag maling af, så jeg kunne løsne skruerne uden større besvær. Det andet, østvendte sternbræt, jeg har skrevet om, og som jeg har håbet kunne holde i endnu et år, viste sig ved nærmere eftersyn faktisk at være i endnu værre stand, så det pillede jeg også ned. Og dér kommer der ingen erstatning; for hele konstruktions-princippet for det bræt viste sig at være pænt sagt tvivlsomt: det var kun fastgjort til en tre meter lang, tynd lægte, som alene hang i to skruer, én i hver ende. Og faktisk bliver huset mere symmetrisk i udtrykket, hvis dét sternbræt udelades; for der har aldrig været sternbræt overfor det mod vest, hvor tagdryppet er. Så det var ikke så svær en beslutning.
![Det nye sternbræt og sternkapsel efter montering](https://static.wixstatic.com/media/a1319c_6aa33a93cbd040ddb904116f5ea5b95e~mv2.jpeg/v1/fill/w_980,h_735,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/a1319c_6aa33a93cbd040ddb904116f5ea5b95e~mv2.jpeg)
Nåmen, tilbage det sternbræt som stadig skulle skiftes. Jeg var i byggemarkedet i formiddag og købte tre meter sternkapsel: det er en aluminiums-profil, der monteres ovenpå sternbrættet, og som beskytter det mod nedbør. Angiveligt vil en sternkapsel fordoble sternbrættets levetid. Herefter hjem og hente det nye sternbræt - også tre meter langt - og lidt værktøj. Så afsted til haven, balancerende med det hele på cyklen. Heldigvis var der svag vind i dag, så turen forløb uden større dramatik.
![... og de bedrøvelige rester af de gamle sternbrædder](https://static.wixstatic.com/media/a1319c_294906ee976545889277df0ac1219d53~mv2.jpeg/v1/fill/w_980,h_1307,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/a1319c_294906ee976545889277df0ac1219d53~mv2.jpeg)
Det gamle sternbræt havde jeg fået ned i hel tilstand, så jeg kunne bruge det som skabelon til at skære enderne til på det nye bræt, og til hvor skruehullene skulle være. Sternkapslen, som kommer i sektioner på én meter, skulle også samles og skæres til, og jeg monterede den på brættet, inden jeg satte det op. Jeg brugte fordækte (skjulte i samlingerne) alu-søm mellem sektionerne og alu-søm med gummiskiver i enderne.
Resultatet blev pænt. Ikke 100% professionelt i alle detaljer, men så godt som jeg med rimelighed kan forvente som amatør uden større gør-det-selv-erfaring.
Eksklusive indkøb og transport tog det hele én time i går (nedrivning) og to timer i dag (montering). Tilbage udestår at køre resterne af de gamle brædder væk og pletmale det nye bræt, hvor jeg har savet, og hvor det ellers har fået småskrammer under monteringen. Og jeg skal hilse og sige, at jeg er godt øm i kroppen ovenpå det uvante arbejde.
Står vejrudsigten til troende, får vi koldere vejr i næste uge. Med ganske streng nattefrost for årstiden. Så jeg må til at finde nogle gamle nedfaldsblade og lignende frem til at beskytte det nyplantede grantræ, hvidløgene og nogle af blomsterløgene.
Commentaires