3. december. For en uge siden slog vejret om. Først var det som vanligt i dette efterår regnfuldt, og stigende vandstand i naboens grøft begyndte igen at gøre mig nervøs. Men så blev det streng frost, ned til ti minusgrader om natten og højst omkring frysepunktet om dagen. Og ikke mindst blev vejret mere tørt.
![Is ned ad skråningen](https://static.wixstatic.com/media/a1319c_1ee7383fa9584ca7ad0cd99dff63882e~mv2.jpg/v1/fill/w_980,h_980,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/a1319c_1ee7383fa9584ca7ad0cd99dff63882e~mv2.jpg)
I våde perioder, som den vi lige har haft, strømmer der vand gennem jorden ned af skråningen, og det pibler frem hos os, der bor nederst i foreningen. Selv efter omslaget til frost fortsatte dette fænomen et stykke tid. Vandet frøs naturligvis til is, så snart det kom op af jorden, så ned ad meget af græsplænen ligger der nu is. Det var særlig tydeligt de første dage, hvor der var barfrost. Siden er der kommet et par centimeter sne, som kamouflerer isen nedenunder.
Jeg kigger forbi haven omkring hver anden dag. Det er dejligt at kunne færdes frit i haven, nu hvor alt mudderet er frosset til. Men det er koldt. Så jeg går en hurtig runde, fylder foderhuset til fuglene og skynder mig ellers hjem igen, inden jeg selv ender lige så gennemfrossen som haven.
Insekthotellet er blevet taget godt imod. Fuglene brugte som sædvanlig de første dage på at undersøge stedet. Da de fandt ud af, at det ikke kunne spises, lod de det være i fred, og insekterne begyndte at indfinde sig. Flere af »værelserne« er nu optaget af små kokoner.
![](https://static.wixstatic.com/media/a1319c_7099144876524031a9a1f4e0fb08ad61~mv2.jpeg/v1/fill/w_980,h_735,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/a1319c_7099144876524031a9a1f4e0fb08ad61~mv2.jpeg)
Comments