top of page

Sætning af stikløg

11. april. Vejrudsigten for de næste ti dage siger stabile eller let stigende temperaturer, så i dag satte jeg stikløg til stuttgarterløg og rødløg.


stikløg der venter på at blive gravet ned
Stikløg der venter på at blive gravet ned.

Det er næsten ligegyldigt, hvor koldt det er, når man sætter stikløg, men hvis temperaturen pludselig falder, efter løgene er begyndt at vokse, kan de få et kuldechok, som gør, at de senere løber i stok - altså begynder at blomstre i stedet for at udvikle sig til større løg. Nogle gange løber de i stok alligevel, uden nogen påviselig grund; der er altid lidt af et lotteri over det. Stikløg siges at have lettere ved at løbe i stok end såede løg, men personligt har jeg oplevet det ske i begge tilfælde og kan ikke sige, om det passer.


Stikløgene til skalotteløgene var blevet dårlige - selv om de hos mig har ligget tørt og i et åbent net, var de angrebet af mug og råd. Hvis jeg vil have skalotteløg i år, er jeg nok nødt til at købe nogle nye stikløg - det er lidt surt.


stikløg der sættes i render i jorden
Stikløg der sættes i render i jorden.

Stikløg sættes med 7-8 cm's afstand - skalotteløg skal have den dobbelte afstand - og med 30-40 cm mellem rækkerne


Jeg bruger to forskellige metoder at sætte stikløg. Den første metode går ud på, at jeg lægger alle løgene i en række på jorden og derpå graver hver enkelt løg ned med en planteske. Den anden metode er, at jeg laver en 4-5 cm dyb rende med lugejernet, sætter stikløgene i renden og derpå forsigtigt skubber jorden ned i renden igen uden at vælte løgene.


I dag prøvede jeg begge metoder. Jeg ved ikke helt, hvilken metode der er nemmest - i begge tilfælde ender jeg med at sidde på hug det meste af tiden.


Stikløgene skal ikke graves ret dybt ned i jorden, kun så toppen af stikløget lige er i jordoverfladen. Da løg altså står ret overfladisk og tillige ikke udvikler noget særligt stort rodnet, skal man være meget obs på at vande dem.

 

Opdatering: Sådan så løgbedet ud den 11. maj.

Løgbedet 11. maj






Comentarios


bottom of page