18. marts. Vejret er endelig slået om til noget - relativt - forårsagtigt. Så jeg har massevis af opgaver, der har hobet sig op, og som nu skal nås på få uger.
Tidligere på ugen fjernede jeg den vinterafdækning, jeg lagde ud for bare nogle uger siden for at beskytte det nyplantede grantræ og hvidløgene mod den nu overståede kuldebølge.
Min skelbeplantning af kirsebærlaurbær mod nord er det seneste år begyndt at vokse lige så meget sidelæns som opad, og den var flere steder begyndt at klemme andre planter. Jeg har i ugens løb beskåret kirsebærlaurbær-buskene så langt ind, som jeg kan, hvis de stadig skal være tætte at se på, og uden at de får alt for meget præg af klippet hæk. Jeg har også beskåret roserne i dag - samme fremgangsmåde som sidste år. Netop sidste år gik det fint med at beskære dem i marts, endda selv om måneden sluttede med ret streng nattefrost.
![Redekassen højt oppe i ahorntræet](https://static.wixstatic.com/media/a1319c_b559e76b7c2747f283ce907536563ea0~mv2.jpeg/v1/fill/w_980,h_1307,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/a1319c_b559e76b7c2747f283ce907536563ea0~mv2.jpeg)
Også i dag har jeg sat en redekasse op. Så højt oppe i det store ahorn-træ som jeg kunne komme med foreningens fælles stige. Veddet i træet var stenhårdt, så jeg måtte hjem og hente boremaskinen for at bore for, inden jeg satte redekassen fast med et aluminiums-søm: aluminium skader ikke træet unødigt. Redekassen har et hul på 32 millimeter, hvilket skulle gøre den egnet til musvitter, alternativt blåmejser. Hullet vender mod sydvest, hvilket ikke er helt ideelt, men det var hvad der kunne lade sig gøre. Da redekassen sidder højt oppe i træets krone, vil den forhåbentlig få skygge nok alligevel. Et par blåmejser var allerede ved forsigtigt at undersøge redekassen, da jeg skulle hjem.
I løbet af den kommende uge skal jeg have lagt plastfolie ud i køkkenhaven, hvor jeg senere planlægget at så solsikker. Lidt ligesom jeg har gjort med majs. Og jeg skal have gjort plæneklipperen forårsklar. Jeg regner med at tage på planteskolen om en uge og købe diverse frø og knolde, mere spagnum, kalk og universalgødning. Så snart foreningen åbner for vandet i hanerne, så jeg kan gøre pensler m.v. rene, kan jeg eftermale det nye sternbræt på huset. Og genbrugsstationen åbner for afhentning af kompostmuld den 1. april. Så kan jeg passende kvittere ved at aflevere den spandfuld småsten, jeg har samlet op i haven i vinterens løb.
Comments