15. september. For tre dage siden blev det endelig køligere vejr og med lavere luftfugtighed, så man kan arbejde i haven uden sauna-fornemmelser. Ikke at det er koldt; vi når stadig op på små tyve grader om eftermiddagen, og nætterne, skønt en del koldere end før, hvor det næsten var trope-nætter, er stadig lune for årstiden. Vejromslaget gav kun to millimeter regn, men fordampningen er trods alt lav så sent på året, så jeg behøver næsten ikke vande. Ikke vind af betydning. De næste dage skulle det blive lidt varmere igen.
I skrivende stund er jeg ved at koge fire kilo rødbeder til syltning. Rødbederne i år er ikke så store som sidste år, men der er rigeligt endda. Man kan næsten ikke se på stykket med rødbeder, at jeg har taget omkring tyve af dem.
Ellers sker der ikke så meget på denne årstid. Der skal stadig luges en del, og græsslåningen skal passes. Det er stadig svært at nå målet med kun at klippe græs én gang om ugen. Da jeg sidst slog det i går, var der gået seks dage siden sidst, og græsset var rigeligt langt. Forhåbentlig får det køligere vejr det til at vokse langsommere. Det ser ud til, at fuglene er begyndt at spise af solsikke-kernerne fra de visne blomster.
Bình luận