top of page

»Sommerferie«

11. juli. Grundet sundhedsmæssige ... æh ... udfordringer i familien har vi måttet aflyse årets sommerferie-rejse. Så jeg bruger endnu mere tid i haven, end jeg ellers ville have gjort. Jeg tager i haven næsten hver formiddag og slår parasollen op. Så går jeg skiftevis rundt og ordner små - og mindre små - ting i haven, sætter mig under parasollen og drikker noget køligt og læser i en bog eller på telefonen. Hen på eftermiddagen kører jeg hjemad, køber ind på vejen og ser cykelløb i fjernsynet. Når det nu skulle være, er det ikke helt tosset.


Sommerblomster-bedet udvikler sig hele tiden. Jeg har stadig ingen anelse om, hvad mindst halvdelen af blomsterne hedder, men mange af dem er nye i forhold til dem, der blomstrede ved midsommer. Blomsterne tiltrækker mange insekter.


Det er begyndt at blive lidt tørt igen, så jeg vander det nysåede stykke med efterafgrøde hver dag, og ellers hvor jeg synes, der lige trænger. Formentlig vander jeg mere end nødvendigt. Fuglebadet får også skiftet vand hver dag. Kragen er holdt op med at bruge det til køkken, så nu benytter solsortene, musvitterne og gråspurvene det flittigt til at drikke af og bade i.


Surbundsbed - her med amerikanske blåbær - med ny spagnum
Surbundsbed - her med amerikanske blåbær - med ny spagnum.

Jeg er begyndt at lægge et nyt lag grov spagnum, omkring fem centimeter, på toppen af surbundsbedene. Det er endnu en årligt tilbagevendende opgave. Spagnum er helt organisk og omsættes efterhånden, så bedene vil langsomt synke sammen, hvis man ikke fylder på. Jeg tager nogle murerspande, fylder dem trekvart med vand og blander spagnum i fra sækken, indtil spandene er helt fyldt op. Så lader jeg dem stå i en halv time eller mere, så spagnummen opsuger det meste af vandet, og endelig fordeler jeg den nogenlunde våde spagnum oven på bedet. Jeg skal eftervande de nærmeste dage, da spagnummen godt kan opsuge mere vand. Egentlig ville jeg have ventet med at lægge spagnum ud, til vi fik en periode med regn, så jeg slap for den sidste opgave. Men nu passer det med, at der ikke er så travlt med andre ting.




I den ene ende af det store surbundsbed er der et tæt bunddække af tranebær, så hvordan jeg skal få hævet bedet dér, spekulerer jeg stadig over. Eksperimenter viser, at jeg formentlig kan løfte måtten af tranebær med en spade og skubbe ny spagnum ind under fra siden. Jeg prøvede med et lille stykke i dag, så må vi se om det fungerer på den måde.


Jeg skal også på et tidspunkt have genoprettet de mursten, der udgør kanten af bedet. Det tætte græs på ydersiden af stenene skubber simpelthen til dem, så de langsomt vælter ind i bedets bløde spagnum. Men det bliver formentlig en vinteraktivitet.


Comments


bottom of page