7. september. Vejret blevet er solrigt og usædvanlig varmt for årstiden med op mod femogtyve grader om eftermiddagen. Men den lavtstående sol, den korte skumring allerede før klokken otte om aftenen samt tåge eller lave skyer op ad formiddagen afslører også, at efteråret presser sig på. August måneds våde vejr har desværre resulteret i en del myg i området, så jeg må klæde om til lukkede sko og lange bukser, når jeg er i haven.
Blåbærbuskene lader sig ikke narre af vejret og har allerede flotte høstfarver. Tranebærrene i samme bed er ved at blive røde. De skulle blive mindre sure, efter de har fået nattefrost og bør først plukkes dér.
![Tranebær](https://static.wixstatic.com/media/a1319c_989b2f58268a4ac992bf2d09a7f54087~mv2.jpeg/v1/fill/w_980,h_735,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/a1319c_989b2f58268a4ac992bf2d09a7f54087~mv2.jpeg)
Roserne blomstrer fint igen, mens solsikkerne er næsten afblomstret nu. Omkring seks uger har blomstringen varet indtil nu. Jeg lader de afblomstrede solsikker stå, så frøene kan modne og fuglene forhåbentlig få glæde af dem. Hvis de til den tid visne planter vælter senere i efterårets blæst, vil jeg tage hovederne indenfor til til tørring.
Jeg besluttede at anlægge en ekstra række nye jordbærplanter, da der var sunde udløbere nok til det. På den måde er jeg oppe på seks regulære rækker jordbærplanter, så jeg kan komme ind i en mere fast rytme med hver sensommer at anlægge to nye rækker og sløjfe de to ældste. Således vil jeg altså hver sommer kunne plukke bær fra tre gange to rækker, der er henholdsvis et, to og tre år gamle.
Efter at have brugt det sidste regnvand fra de murerspande, jeg havde stående under tagdryppet, pakkede jeg spandene sammen. Når vejret er så varmt, skal vandet i spandene bruges hurtigt, da det hurtigt begynder at lugte og blive fyldt med myggelarver. Og når det på et tidspunkt begynder at regne igen, får jeg næppe brug for mere vand i år alligevel. Jeg ville ønske, at jeg havde mulighed for at etablere en rigtig, lukket regnsvandstønde, så jeg kunne opbevare mere regnvand i længere tid. Men skurets konstruktion tillader det ikke.
Om ikke så længe regner jeg med at høste og sylte de første rødbeder. Og forhåbentlig når der at komme modne figner.
Comments