1. september.
Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide, og lydt vi hører lærken slå som før ved forårstide. Den unge rug af mulden gror med grønne lyse klinger, men storken længst af lande fór med sol på sine vinger.
Hver stubbet mark, vi stirrer på, står brun og gul og gylden, og røn står rød og slåen blå, og purpursort står hylden. Og georginer spraglet gror blandt asters i vor have, så rigt er årets sidste flor: oktobers offergave.
(Alex Garff, Højskolesangbogen - uddrag)
Så blev det pludselig september. Det er stadig dejligt vejr at være i haven i, omkring tyve grader og solrigt. Men alligevel er en vis melankoli ved at indfinde sig. Dagene er mærkbart kortere nu, og solen står lavere, så skyggerne falder anderledes. Der sker heller ikke så meget nyt mere. En enkelt af mine rhododendron - Cunninghams's White - blomstrer en smule igen; det gør den de fleste år om efteråret. Og alle de sene blomster, der bare bliver ved indtil første frost, er der jo stadigvæk.
Regnen, der kom for fem dage siden, har allerede gjort græsplænen grønnere at se på, og i dag var det for første gang i en måneds tid nødvendigt at klippe hele plænen.
Rødbederne er ved at være store. De er både noget fugleramt og tørkeramt i år, men jeg tror, at der er rigeligt endda. Jeg plejer at sylte måske fem kilogram rødbeder hvert efterår. Men det er ikke noget der haster; det skal bare gøres inden frost.
Kommentare