22. juli. Samme vejrtype hele ugen: mest sol men også spredte byger, omkring tyve grader midt på dagen. Vestenvind. Indtil videre ikke så meget regn i denne uge som i sidste, måske femten millimeter i alt de sidste fem-seks dage. Et mere sammenhængende regnvejr er varslet i nat og i morgen. Planterne i haven er i hvert fald blevet glade for vandet. Da jeg slog græsset i går, var det ualmindeligt saftigt. Første solsikke er lige sprunget ud, men man skal nærmest have en høj stige for at kunne se det i to en halv meters højde. Heldigvis dyrker jeg også en lavere sort, hvor planterne bliver en meter eller så høje. Jeg har i ugens løb fået hevet det allerværste ukrudt op fra mellem hvede-planterne, endda næsten uden at beskadige hveden. Høst-anemonerne, der står langs skurets sydside, er sprunget ud nu.
Tæt på indgangen til haven har jeg to-tre kvadratmeter med semi-natur. Et stykke jord, som i højere grad end andre bede får lov til at passe sig selv med kun en smule diskret pleje fra mig. Noget ukrudt fjerner jeg forsigtigt, eksempelvis græs, mælkebøtter, agersnerle, gyldengris og ahorn-spirer. Men hver gang der dukker noget op, som jeg ikke kender, lader jeg det stå, indtil jeg kan vurdere, om det er værd at beholde. Mange af planterne er mere eller mindre forvildede haveplanter, som enten overvintrer nede i jorden eller sår sig selv - eller begge dele.
![Fra det halvvilde bed](https://static.wixstatic.com/media/a1319c_8608a84f13964136a18f1e553cf73e74~mv2.jpeg/v1/fill/w_980,h_1307,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/a1319c_8608a84f13964136a18f1e553cf73e74~mv2.jpeg)
Fra tidligt forår ser jeg vintergækker, perlehyancinter og vibeæg, senere kommer tulipaner og anemoner, og senere igen akelejer. Så blomstrer der morgenfruer, og fra hen på sommeren dominerer kæmpe-jernurten.
Bedet forandrer sig lidt fra år til år. Nogle planter fryser mere tilbage i en kold vinter. Nogle år er der for vådt eller tørt til visse ting. Nogle planter bliver ramt af jordtræthed og trækker sig lidt tilbage. Til gengæld kan nye planter indvandre. Således er kæmpejernurten i år mindre dominerende; til gengæld kom der mange akelejer. For to år siden var der ingen. Gederams, tror jeg det var, forsøgte også at etablere sig i år, men den trivedes ikke, og jeg har lige fjernet nogle ret sørgelige rester. Hver vinter klipper jeg toppene ned, men ikke førend de har fået lov at sprede frø til næste års planter.
Comments