27. januar. I kontrast til første halvdel af januar har anden halvdel været overvejende tør. Men stadig over frysepunktet, i hvert fald i dagtimerne. Overfladevandet er derfor væk nu, og haven er igen til at arbejde i. Dagene er også blevet mærkbart længere og lysere nu.
Sædvanligvis - og ret arbitrært - har jeg defineret sæsonstarten til 1. februar. Dér begynder jeg normalt på at gøre køkkenhaven forårsklar, det vil sige fjerne gammelt jorddække og køre komposten ud. Men det gode vejr har fået mig til at tyvstarte i år.
Jorddækket, der har ligget på køkkenhaven siden efteråret, består af to lag. Nederst et lag blade som jeg rev sammen på græsplænen, og oven på det, for at forhindre bladene i at blæse væk, har jeg lagt nedfaldne eller afklippede smågrene og staudetoppe.
Nu er bladene halvvejs formuldede og kan ikke blæse ret meget omkring, så det øverste lag jorddække er ikke nødvendigt mere. De stive og tørre grene og staudetoppe er for grove til at komme i komposten, så jeg kommer dem i sække, som jeg tager med til genbrugspladsen på vej hjem. Én sæk ad gangen på cyklens bagagebærer.
Den bunke mos- og græstørv, der blev til overs, da jeg omsatte kanten af blåbærbedet omkring jul, har jeg gravet ned i et hjørne af køkkenhaven, hvor jordoverfladen skulle hæves lidt.
Hjemme på loftet ligger det nye sternbræt, som jeg købte i november. Efter at det har ligget og tørret et par måneder, er jeg nu ved at male det, så det kan komme op, når vinterens regn og rusk er overstået. Det får én gang grunder og to lag maling. Jeg maler én side én gang hver dag, så med i alt tre lag tager det altså seks dage at blive færdig. Men højst med en halv times arbejde hver dag.
コメント