3. maj. Vejrtypen er uændret: Solrigt, tørt, køligt og til tider blæsende. Tolv-fjorten grader om dagen. Hvor der er læ, varmer solen godt, men nætterne er ganske kolde - dog uden frost. Hveden er for det meste kommet op, ligeså en del af solsikkerne, men ingen af delene har en særlig imponerende spiringsprocent. I går ryddede jeg to kvadratmeter mere af jordkløveren fra sidste år og såede resterne af hvede-såsæden. Iøvrigt har feltstudier på markerne ved Ledøje bekræftet mig i, at min række- og planteafstand for kornet er omtrent som hos landmændene.
Georginerne viser ingen tegn på at komme op endnu. Jeg håber bare, at det er det noget kolde vejr, der forsinker alting.
Jeg slog græs i dag. Selv om der var gået otte dage siden sidst, var det ikke specielt langt, igen på grund af temperaturerne, vil jeg tro. Også i dag gav jeg havemøblerne træolie. Mine havemøbler er bare et parTärnö-borde fra Ikea med tilsvarende stole. De står ude hele året og klarer det forbløffende fint bare med en årlig oliebehandling.
I disse dage er det mælkebøtte-tid: årets første og mest yppige blomstring af mælkebøtterne. Det forundrer mig altid, hvordan de tilpasser sig omgivelserne. I græsplænen, som jo klippes jævnligt, kommer blomsterne frem helt nede ved jorden, så de ikke klippes af. Mens mælkebøtterne steder, hvor der ikke klippes, sætter blomster tyve-tredive centimeter over jorden. Hvordan kan mælkebøtterne dog vide på forhånd, hvor jeg vil klippe? I almindelighed lader jeg mælkebøtterne i græsplænen være i fred; jeg synes det er flot med blomstrende mælkebøtter her. Udenfor græsplænen derimod bekæmper jeg mælkebøtterne som ukrudt.
Også min tidligste rhododendron - en Cunningham's White - er begyndt at blomstre.
Comentarios