20. februar. Lige for tiden, hver gang jeg kommer i haven, ca. hver anden dag, kan jeg bare tømme regnmåleren for de 10-20 mm regn der er faldet siden sidst, og prøve at nå frem til huset uden at synke for meget ned i den gennemblødte græsplæne. Der er virkelig faldet meget regn, og næsten intet af vandet når at fordampe, når temperaturen bare er omkring 5 grader. En uge eller to med tørvejr ville være så dejligt.
Så jeg kan ikke rigtigt lave noget i haven, men drømme kan man jo altid. Frøkataloget er kommet med posten, så jeg sidder og får idéer til hvad jeg vil så - om bare syv-otte uger, om alt går vel, kan jeg starte.
Hvad jeg godt kunne tænke mig:
Rødbeder. Jeg sår rødbeder hvert år i maj, og sylter en del af dem omkring september, så er vi selvforsynende til næste forår i hvert fald.
Stuttgarterløg og rødløg. Som regel sætter jeg stikløg - nogle år har jeg sået løg i vinduekarmen sidst på vinteren og plantet dem ud hen på foråret. På en måde er det mere tilfredsstillende at have dyrket dem helt fra bunden, men det er også besværligt at starte hjemme og så transportere hele herligheden ud i haven på en eller anden måde og plante dem ud - og uden at kunne akklimatisere planterne. I år bliver det stikløg.
Skalotteløg.
Hvidløg. De blev sat allerede i oktober og er nu ca. 5 cm over jorden.
Majs. Planterne bliver simpelthen så flotte, også selvom vi ikke spiser ret meget majs.
Hvad jeg ikke kunne tænke mig:
Kartofler. Min jord er temmelig tung så jeg har aldrig haft en rigtig god høst. Sidste år var der tilmed meget skimmel, og selv om der nåede at komme en del knolde, kogte de nemt ud - muligvis pga. vandmangel under væksten, læste jeg mig frem til. Under alle omstændigheder giver jeg jorden en pause i år.
Gulerødder. Jorden er simpelhen for tung til det, jeg ender med forholdsvis få, stumpe og forgrenede rødder.
Kål. Nogle år har jeg dyrket broccoli med rimelig succes, men kålormene var et problem. Og andre slags kål spiser vi egentlig ikke. Et år fik jeg nogle små grønkåls-planter en nabo havde drevet frem - de blev egentlig flotte og stod og pyntede i haven hele vinteren.
Af ikke-grøntsager ser blandingen "kornmarkblomster inkl. korn" spændende ud. Ikke at jeg har tænkt mig at lave mel selv - endnu i hvert fald, men det kunne vel godt tænkes at være noget, som fuglene vil sætte pris på? Ellers et en étårig sommeblomsblanding også noget. Flerårige blomsterblandinger er lidt sværere at have med at gøre, de kommer såmænd fint nok andet år, men ukrudt som græs og - hvad værre er - agersnerle har det med at invadere bedet efterhånden, og snegle synes at overvintre dér, hvilket er uheldigt, hvis det dyrkes indenfor sneglehegnet.
Comments