top of page

Jordbærsæson

18. juni. Jordbærsæsonen er i fuld gang. Jeg kan uden besvær plukke omkring 300 gram om dagen fra de fem rækker, jeg har fuglenet over. Solsikkerne vokser omring fem centimeter i døgnet; i dag målte jeg den højeste til 135 centimeter. Og den tidligst såede hvede er begynd at sække aks. Roserne blomstrer.

Tørken gjorde den seneste græsslåning til en hurtig affære. Jeg kører plæneklipperen den sædvanlige rute for at tage de enkelte pletter, hvor græsset var vokset mærkbart, og også for at holde skvalderkål og agersnerle nede; græsplænen er flere steder anlagt som en barriere langs skellet for at holde disse planter væk fra resten af haven. Men hvis græsset ikke klippes, vil de kunne sætte blade i plænen og brede sig gennem den.


Vi har også fået lidt regn nu. Enkelte tordenbyger dannet over Skåne overlevede turen over Øresund og gav noget ujævnt fordelt nedbør her i området. Vi blev kun strejfet. Således målte jeg i forgårs omkring fem millimeter og i går en enkelt. Ikke det store, men bestemt modtaget med glæde. De kommende dage ser ud til at blive noget af det samme, altså enkelte byger men i hvert fald i gennemsnit ikke ret meget nedbør. Og stadig ganske varmt.

Comments


bottom of page