top of page

Jeg planter videre

12. april. Købte nye stikløg til skalotteløg i dag og plantede dem. Den første slags skalotteløg, jeg købte, sorten "banan", havde de stadig på planteskolen - og de var lige så dårlige som dem, jeg havde købt. Så det er ikke fordi, at jeg har opbevaret dem forkert. Næste år må jeg være mere opmærksom.


Dem jeg købte i dag, sorten "longor", er fra en anden producent, og de var fine næsten allesammen. Jeg tror ikke, det er sorten, der er problemet - "banan" er en velkendt sort - men mere opbevaringen hos producent eller grossist , eller transporten på vej til planteskolen.


Jeg plantede også georgine-knolde. Selv om der teknisk set stadig kan komme nattefrost, er det ikke af en størrelsesorden, der vil gå i jorden. Og det varer adskillige uger - der kan sagtens gå en måned - før georginerne kommer op ad jorden.


Nu mangler jeg majs, den kan jeg så nu under den plastfolie, jeg lagde ud for en måned siden - jorden under folien er dejlig varm nu. Og jeg mangler rødbeder, som først skal sås et godt stykke ind i maj, og sommerblomster. Og bare noget grøntafgrøde på de stykker ledig jord, der måtte være tilbage.





Opmerkingen


bottom of page