27. april. Endelig ser vi ud til at gå ind i en lun og tør periode. Det har ellers været næsten vinterligt de sidste otte-ti dage med nattemperaturer tæt på nul og måske fem grader om dagen. Selv græsset holdt næsten op med at vokse. Heldigvis var det stadig uden de store nedbørsmængder. Vi fik nogle slud- og haglbyger, men det meste regn, 12 mm, fik vi med overgangen til lunere vejr i går.
Så snart det så sikkert ud, at bedre vejr var på vej, begyndte jeg at tilså køkkenhaven. Under plastdugen var det allerede lunt for nogle dage siden, og jeg såede majs og solsikker. Hveden såede jeg i forgårs, og en frøpose med insektvenlige blomster, som fulgte med det insekthotel, jeg fik i efteråret, kom i jorden i dag. Nu mangler jeg bare rødbederne, men de skal først sås midt i maj.
Sidste år kom der meget ukrudt i kornet, og jeg kunne ikke komme til at luge det. Så i år sprang jeg hver femte række korn over, så der bliver nogle smalle passager, hvor jeg forhåbentlig får plads til at komme ind og luge.
Og jeg er spændt på, om solsikkerne og majsen blive til noget. Selv om plastdugen havde ligget i en måneds tid og gjort jorden lun, var jorden stadig underlig død at arbejde i. Det er i den del af haven der var oversvømmet i vinter, så måske havde det noget at sige.
I det hele taget kan jeg i mange sammenhænge dele haven op i to: den del, der var oversvømmet, og den del, der ikke var. I førstnævnte del, der stod under vand i over to måneder, kommer meget igen trods alt, men mange planter er også døde eller i hvert fald alvorligt skadet. En oversvømmet storkenæb overlevede ikke, mens en anden, bare et par meter væk, og som ikke blev oversvømmet, har det fint. Ligeså med rhododendronerne. En, der stod nogenlunde tørt, blomstrer allerede, mens dens nabo, der stod i vand, ser temmelig afpillet ud og muligvis ikke overlever. De høstanemoner, der står langs huset, kommer fint, undtagen den nederste, som nok overlever, men er stærkt forsinket. Det samme gælder hækken af kirsebærlaurbær; den nederste plante har en del gule blade og ser i det mindste ud til at springe blomstringen over. En ellers livskraftig solhat, der var oversvømmet, kommer kun sent og langsomt.
En af roserne ser også tvivlsom ud. Den stod godt nok ikke i det oversvømmede område, men har stadig stået i vandpytter det meste af vinteren. Og inden nogen siger, at det skyldes, at jeg klippede roserne ned for tidligt, skal jeg til mit forsvar sige, at på netop dén rose klippede jeg kun allerede helt døde grene af. Netop fordi den så ret sølle ud.
Som enhver, der har været i en haveforening, vil vide, er der vidt forskellige holdninger til, hvor meget, der skal luges. Og fred være med det, så længe foreningens ordensregler overholdes, selvfølgelig. Min ene nabo har et bed med forskellige frugtbuske ind mod min grund, og det er fint. Knap så fint, kan man mene, er det, at der under frugtbuskene er en vildnis af skvalderkål m.m.. Og de forsøger selvfølgelig at invadere min tilgrænsende rosenbed. Jeg holder det nogenlunde i skak til daglig, men med tiden kryber skellet mellem anarki og civilisation, hvis jeg må kalde det sådan, alligevel langsomt ind i min bed. Og til sidst må jeg gribe fat i spaden og drive skvalderkålen og agersnerlen, og hvad der ellers er, tilbage over grænsen. Således også i dag, hvor jeg rengjorde en strimmel på måske tredive centimeter i bredden og fem meter i længden. Den filtrede masse af rødder, som jeg fik op, var naturligvis alt for farlig at smide i komposten, men der hang også for meget jord ved, til at jeg ville køre på genbrugspladsen med det. Så jeg endte med at grave et dybt hul et sted og smide hele herligheden ned i bunden, trampe på det og lægge tyve-tredive centimeter ren jord ovenpå. Forhåbentlig er det nok, men ellers valgte jeg også et sted, der er nemt at luge, skulle noget at det komme op igen.
תגובות