30. juli. Det højt besungne regnvejr gav siger og skriver tre millimeter. I mit næste liv vil jeg være meteorolog. Tænk at kunne tage så meget fejl så tit uden konsekvenser - og oveni få penge for det. Så jeg går stadig rundt og vander. Det tager en halv time med slange eller en time med vandkande. Hvis jeg har tid, foretrækker jeg vandkanden. Så har jeg mere styr på, synes jeg, hvor meget vand, hver enkelt plante får.
Foderhuset og fuglefoderet er ankommet i løbet af ugen. Foderet er købt i Dansk Ornitologisk Forenings butik - jeg formoder, at de har forstand på det. Jeg satte straks foderhuset op og kom lidt frø- og nøddeblanding og fedtpiller i. Det er jo ikke fordi, at fuglene udpræget står og mangler føde lige nu, men det skader ikke at fodre om sommeren. Og jeg tænkte, at de lige skulle vænne sig til huset. Første og anden dag skete der ikke rigtig noget, men i dag skal jeg love for, at der var liv og glade dage. Jeg talte omkring tolv gråspurve og også et par musvitter og blåmejser, der sværmede omkring foderhuset. De er mest interesseret i frøene, lidt mindre i fedtpillerne, der måske er bedre til om vinteren.
I går kom jeg tilfældigvis forbi en affaldscontainer, der blandt meget andet indeholdt to spritnye fire meter lange 47x100mm høvlede brædder. Jeg spurgte pænt håndværkerne, der gik rundt på stedet, om jeg måtte tage dem: "Tag bare". Med lidt besvær fik jeg dem bakset op på cyklen, som jeg trak de to kilometer fra containeren til haven. Jeg har lagt dem - med den smalle side op - mellem takshækken og stien, der går forbi haven, så de kan holde stiens perlesten ude. De fleste af de brædder, der lå der i forvejen, var mere eller mindre rådne og kom på genbrugspladsen. De nye brædder er en smule skæve - de snor sig nærmest; det var måske grunden til at de var smidt ud. Men de er helt fine til dette formål.
Jeg ryddede i dag stykket, hvor der siden foråret er vokset lupin som dækafgrøde. Der skal plantes jordbær, når de udløbere, som de gamle planter er ved at sætte, er klar om forhåbentlig få uger. Jeg tror ikke, at jeg vil bruge lupin som dækafgrøde en anden gang. Lupin lader alt for meget lys
komme ned til jorden, så der var kommet rigtig meget ukrudt, og jeg måtte decideret grave jordstykket - d.v.s. vende tørvene og lægge dem i halvandet spadestiks dybde - for at få det rent.
Comentários