4. marts. Op ad det nyligt genoprettede lamelhegn har jeg en klematis stående. Oprindelig voksede den op ad huset (læs: redskabsskuret), men for omkring tre år siden, da huset skulle males, flyttede jeg den ned til hegnet. Dels fordi farven af dens blomster (violet) ikke passede til husets nye farve (falu-rød), og dels fordi den voksede ind mellem trapez-tagpladerne og undertaget, så jeg ikke var helt tryg ved, at den ikke kunne gøre skade på huset. Og nede ved hegnet trives den også fint.
I dag skar jeg alt det af, som er visnet i vinterens løb, så kun de stængler, der skyder igen, er tilbage. Og jeg bandt dem fast til hegnet, så de ikke hænger og dingler i vinden. Det er en fast forårs-aktivitet.
Ældre klematis kan godt blive "top-tunge": alle blade og blomster kommer i toppen, mens den nederste halvdel - eller mere - af planten alene er gamle stængler, der ikke pynter. Hvis det er tilfældet, kan man skære hele planten - såvel levende som døde stængler - ned til måske 30-40 cm over jorden. Således forynget vil den sætte friske skud, der blomstrer hele vejen op.
Comentários