27. februar. Der gik nogle få dage efter, at Københavns Kommune sidst sendte en slamsuger ud og suge vand op d. 16. februar, så var vandet steget til det »normale« igen efter et stort regnvejr og et par mindre. Kommunen undersøger stadig, hvor vandet kommer fra, men de vil ikke pumpe vand ud igen lige med det samme, da det tilsyneladende strømmer op af jorden i et hjørne af haveforeningen og således kommer igen, hver gang det er pumpet væk. Vandstanden stabiliserer sig på nogenlunde samme niveau hver gang, således at »søbredden« går tværs gennem min have på langs.
Jeg ser stadig tiden an, hvorvidt jeg bliver i haven. Kommunen skal have lov til at nå frem til en konklusion. Og selv om det er for tidligt på sæsonen til at tro på, at det holder, er vejret blevet både forårs-varmt og forårs-tørt, så forhåbentlig vil vandet begynde at trække sig tilbage af sig selv, om det så bare er midlertidigt. Men jeg trækker kontingentbetalingen til foreningen så længe som muligt.
Jeg kørte kompost ud for to dage siden. Samme procedure som hvert år. Som sædvanlig var der kompost nok til halvdelen af køkkenhaven, så det passede jo fint med, at halvdelen af køkkenhaven var oven vande. Der var usædvanligt mange regnorme i komposten i år, men muligvis skyldtes det bare, at jeg var næsten en måned senere ude end normalt.
Der er fire måder at nå frem til mit hus på fra havens indgang:
Over græsplænen mellem pilehækken og blåbærrene.
Over græsplænen mellem blåbærrene og køkkenhaven.
Over græsplænen indtil køkkenhaven, derpå ad stien midt i køkkenhaven.
Over græsplænen mellem køkkenhaven og roserne.
Om vinteren plejer jeg at variere ruten, så græsset ikke bliver slidt ned af, at jeg går samme vej hver gang. Men på grund af alt vandet har kun sidstnævnte rute været nogenlunde farbar siden nytår, så den del af græsplænen er frygtelig trådt op og mudret nu. Græsset skal nok komme igen til sommer, men lige nu får jeg skrækkelig beskidt fodtøj af bare at besøge haven. Og besøge den gør jeg mindst hver anden dag, hvor jeg fylder foderhuset til fuglene op. For er man først begyndt at fodre fugle, er man nødt til at fortsætte hele vinteren.
Om jeg så fortsætter med at fodre fugle næste vinter, er jeg ikke sikker på. Dels kan det jo være, at jeg til den tid er flyttet ud, og dels er foderhuset temmelig nedslidt efterhånden. Og ikke mindst har det været ganske nedslående at være nødt til at komme forbi og se på den oversvømmede have så ofte.
Planen for den kommende tid er at klippe de sidste visne staudetoppe ned. I hvert fald dem af dem, jeg kan nå tørskoet.
Comments