17. april. Endelig tørvejr igen. Og varmere. I forgårs såede jeg solsikker, hvor der har ligget plastfolie i snart en måned, så jorden er godt varmet op dér. Jeg gravede koniske huller, fem-ti centimeter dybe, og såede fire-fem solsikkefrø under bunden af hvert hul - senere vil jeg udtynde planterne til én pr. hul. Afstanden mellem hullerne mellem tredive og halvtres centimeter, alt afhængig af solsikkesorten; jeg har sået tre forskellige poser. Plastfolien kom på plads igen efter såningen. Når planterne er godt på vej, vil jeg klippe huller i plastfolien, og om måske en måneds tid fjerne den helt. Jeg har brugt samme metode med stor succes til at dyrke majs.
![Udsnit af køkkenhaven med nuværende og planlagte afgrøder](https://static.wixstatic.com/media/a1319c_091601c9d74d4b17b11bef7419ab1169~mv2.jpeg/v1/fill/w_980,h_735,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/a1319c_091601c9d74d4b17b11bef7419ab1169~mv2.jpeg)
Også i forgårs plantede jeg georgine-knolde ud. Men jeg måtte vente til i dag med at så hvede, for jorden var stadig for våd og klæg efter al regnen og havde brug for et par dage mere at tørre i. Jeg såede hveden i rækker med fjorten centimeter mellem rækkerne. Rækkeafstanden er lige i overkanten, tror jeg, men jeg kunne ikke anlægge rillerne tættere uden at kradse jorden fra én rille ned i de omgivende. Her har landmanden en fordel med sin såmaskine. Først bagefter tænkte jeg på, om jeg måske kunne have kommet om det ved at gøre én række helt færdig, før jeg startede på den næste. Det prøver jeg måske næste år. Til gengæld såede jeg ret tæt i rækkerne, så der forhåbentlig ikke kommer for mange huller mellem planterne. Her har jeg så en fordel fremfor landmanden, for det er praktisk muligt for mig at tynde ud i rækkerne efter spiringen.
I forbindelse med såningen stod jeg og havde brug for vandkanden. Og jeg kunne ikke finde den! Det var en helt almindelig grøn ti-liters plastik-vandkande. Den har stået sammen med de andre haveredskaber langt inde under et halvtag bag skuret. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har set den. Sidst jeg brugte den, var formentlig da jeg plantede hvidløg ud i oktober. Eller var det muligvis, da jeg flyttede grantræet i starten af februar? Væk var og blev den i hvert fald, så jeg måtte ud og købe en ny. Udgiften var trods alt til at overse, og nu har en en fin vandkande igen, i hvad der åbenbart er årets modefarver til den slags: sort og orange.
Jeg er kommet frem til tre hypoteser om vandkandens forsvinden:
En nabo har »lånt« den. Ikke ret sandsynligt. Alle har vel en vandkande i forvejen, og hvem har brug for at vande om vinteren?
Ræven. For fem-seks år siden var der et rævekuld i området, og min have blev brugt som kravlegård til ungerne. De gravede massevis af huller i bedene, og mine haveredskaber blev brugt til legeredskaber. Således blev min daværende vandkande flere gange flyttet rundt, men jeg fik den trods alt igen hver gang. Men i år er der intet, der tyder på ræveunger lige hér.
Stormen midt i februar. Det er nok det mest sandsynlige. En tom plastikvandkande vejer ikke ret meget, så hvis vinden først får fat i den, kan den hurtigt blæse kilometervis væk. Note til mig selv: tag vandkanden indenfor ved stormvarsel.
Da den forsvunde vandkande ikke havde nogen særlige kendetegn, kan jeg alligevel ikke regne med at genkende den i en anden have. Der er sikkert et dusin lignende vandkander i haveforeningen. Men jeg har med et bor fræset mit havenummer ind i toppen af den nye vandkande, så jeg har en chance for at genkende den - og andre kan se, hvor den stammer fra - skulle noget lignende ske igen.
I morgen regner jeg med at slå græsplænen for første gang i år.
Comments