22. marts. Jeg beskar roserne i rosenbedet i dag.
Hvorfor skal man beskære roser? Man skal faktisk ikke - planterne skal nok både overleve og blomstre alligevel, men de stærkt forædlede storblomstrende roser og buketroser er alene fremavlet for blomsternes skyld. Så hvordan planten iøvrigt udvikler sig, vil være temmelig tilfældigt. Nogle planter vil blive enorme (og alle blomsterne vil så komme i to meters højde), nogle vil fryse halvt ned hver vinter og stå med en blanding af levende og døde grene, og nogle vil risikere at lægge sig ned, fordi roden, de er podet på, ikke kan bære en stor busk. Så for at få et pænt og bare nogenlunde homogent rosenbed, beskærer vi roser hvert forår.
Hvornår skal man beskære roser? Jeg plejer at gøre det omkring første april, når risikoen for streng frost er overstået. En let nattefrost - måske en eller to grader under frysepunktet - efter beskæringen er helt ok.
Beskærer man for tidligt, kan roserne få frostskader, hvor man har skåret, og beskærer man for sent, klipper man de skud væk, der er begyndt at vokse, og svækker dermed planten unødigt.
Det er dejligt lunt i disse dage. I morges kiggede jeg på den lokale vejrudsigt, for de næste ti dage. Selvom det bliver koldere igen i næste uge, bliver det ikke streng nattefrost, ser det ud til, så jeg mente godt jeg kunne beskære i dag. Hvis jeg nu, eksempelvis, havde boet i midtjylland i stedet for den københavnske varme-ø, havde jeg nok ventet lidt.
Man kan finde mange vejledninger i at beskære roser andetsteds, så jeg vil ikke gå ret meget i detaljer her.
Mine roser et meget forskellige, og hver især skal beskæres på sin egen måde. Nogle planter har ingen torne, andre har kun torne, føles det som om. Nogle har ganske få, tykke og stive grene, andre har bare en masse tynde og bløde kviste. Nogle kan blive to meter høje på en sommer, og andre vokser næsten ikke. Nogle virker vældigt sunde, og om andre tænker man, at det er mirakel, at de overlevede vinteren, og om de overhovedet klarer selv den mindste beskæring.
Generelt fjerner jeg først alle døde eller svækkede grene, derefter de grene der stikker ud i underlige vinkler eller skraber mod andre grene. Endelig skærer jeg de resterende grene ned til omkring tredive centimeter over jorden, alt efter hvad der lige passer til den enkelte rose. Jeg prøver så vidt muligt at skære lige over en knop eller i hvert fald en ansats til en knop. Det er lidt en iterativ proces, jeg klipper lidt, træder to skridt tilbage og kigger: "nej, den er stadig for stor", klipper lidt mere, og så videre. Og det er svært at forklare, men med tiden får man en fornemmelse af, hvordan hver enkelt rose skal beskæres. De gange jeg er i tvivl, beskærer jeg kun planten forholdsvis let. Næste forår kan jeg så beskære den mere kraftigt, hvis det viser sig, at der var det, der skulle til.
Lige meget hvor kraftige handsker jeg har på, ender det altid med, at jeg bliver stukket på hænderne af tornene, mange gange. De afskårne grene findeler jeg i mindre stykker, på vel tredive centimeter, og kommer dem i en klar plastiksæk. Tornene laver masser af rifter og huller i sækken, men den skal bare holde til at ligge på bagagebæreren, indtil jeg når ned på genbrugspladsen med den på vej hjem.
Comments