4. maj. Det meget tørre vejr fortsætter. Da min have ligger lavt og fugtigt, er det endnu ikke et problem - indtil nu har det kun været nødvendigt at vande de nysåede planter. Men nu begynder jeg så småt også at vande de planter, der er blevet plantet eller omplantet siden efteråret, eller som står relativt tørt.
Jeg er begyndt at gøre et bed klar til at så rødbeder, måske i næste uge. Køkkenhaven er generelt opdelt i felter á cirka 1x2 meter, som er let hævede - fem-ti centimeter. De lidt lavere mellemrum eller grøfter mellem disse felter bruges dels til dræning i våde perioder, og dels til at stå og gå på, så jeg ikke træder for meget i felterne. Bedet til rødbeder udgør to felter, og det har bare ligget hen, siden jeg kørte kompost ud på det i februar. I dag kørte jeg kultivatoren grundigt igennem bedet, så resterne af komposten blev godt blandet med jorden, jeg lugede det ukrudt, som er kommet op, fjernede småsten og lignende, og jeg flyttede jord, der var skredet ned i grøfterne, op i felterne, så de står skarpt igen.
Ellers ser det fint ud, løgene og majsene kommer rigtig fint, sommerblomsterne spirer også, og den første rhododendron blomstrer flot. Jordbærplanterne er på ingen tid gået fra at være grå og kedelige til at strutte af grønt. Roserne er i fuld gang med at sætte nye skud.
Græsset blev slået igen d. 3. maj, så fra nu er det ugentlig klipning indtil oktober, medmindre vi får tørke. Skal plænen være rigtig flot, skal den klippes hver fjerde-femte dag, men jeg har lovet mig selv at prøve at begrænse det til en gang om ugen.
Commenti