top of page

Aprilsvejr

27. april.


Da der engang i tidernes morgen skulle uddeles vejr til alle månederne, stod alle pænt i kø og modtog deres, måned for måned sit vejr. Men ikke lille April, hun dansede sorgløst rundt i sin lyse sommerkjole og sang og fløjtede! Da hun så kom frem til disken, så var der slet ikke noget vejr tilbage, og hun blev så ked af det og græd og græd, så alle de andre måneder syntes at det var synd, og de gav hver især lidt af deres vejr til den søde April. Så derfor kan aprils vejr være hvad som helst, fra sne og storm til hede og regn!


Spirende hvede
Spirende hvede.

Vejret er - som oftest i april - omskifteligt. I sidste uge var det solrigt og lunt, siden kom der et par kølige og våde dage, og nu er det tørt men halvkoldt og blæsende fra nordvest. Ligefrem nattefrost har vi heldigvis ikke.


De frø, som jeg såede for omkring ti dage siden, spirer nu. Hveden ser fin ud. Solsikkerne - stadig under plastdække - er det lidt mere blandet med. Nogle steder kommer de frem, andre steder ikke. Det skyldes for en stor del skadedyr: Ét sted har en myrekoloni slået sig ned. Andre steder finder jeg en del små nøgensnegle, som tydeligvis har spist af spirerne. Hver anden dag løfter jeg plastdækket af og vander myrerne og smider alle de snegle ud, som jeg får øje på. Vi må se om det er nok, ellers må jeg bare så en grøntafgrøde eller sommerblomster på stedet.


Græsset slog jeg 18. april og igen 25. april, så her er sæsonen i fuld gang. Selv de steder hvor fuglene i vinter sled hul i græsset, under foderhuset, vil jorden snart være helt dækket igen.


Og så dukkede den forsvundne vandkande iøvrigt op igen for et par dage siden. Den var blæst ind i den stedsegrønne kirsebærlaurbær-hæk, kun et par meter væk. Men den grønne vandkande var temmelig godt kamufleret i den grønne hæk. Så nu har jeg to vandkander. Oh well.

Comments


bottom of page