25. juli. Stadig temmelig tørt, og mest varmt. De gange det har regnet i den sidste uge, er der kommet næsten fornærmende ringe mængder, under én millimeter, og jeg har fortsat måtte vande. Især under træerne hvor regnen slet ikke er nået ned.
Heldigvis er der varslet en del regn i aften. I forventning om at det holder, lagde jeg det sidste spagnum ud for denne sommer ud i dag: under tranebærrene. My eksperiment - med at løfte hele måtten af bærplanter fra siderne og skubbe spagnum ind under - så ud til at være gået godt i det hjørne, hvor jeg prøvede det for et par uger siden. Så i dag gjorde jeg det samme i resten af bedet. Inde i midten af bedet, hvor jeg ikke kunne nå ind fra siderne, skar jeg en spalte med spaden og kunne stoppe spagnum ned under planterne derfra. Resultatet er vist ok; det blev lidt ujævnt, men dækket af bærplanter kamouflerer det meste.
![](https://static.wixstatic.com/media/a1319c_820c05dfec6b4e4cb3ed267b99bfa563~mv2.jpg/v1/fill/w_980,h_980,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/a1319c_820c05dfec6b4e4cb3ed267b99bfa563~mv2.jpg)
I samme bed er blåbærrene så småt ved at være modne. Fuglene tager en del af dem, men forhåbentlig bliver der nogle til overs til os andre.
Apropos fugle, så har jeg lige bestilt et forhåbentlig pænt foderbræt og en del fuglefrø m.v.. Foderbrættet kommer op allerede her i sommer, så fuglene kan vænne sig til det.
Comments